Danskernes lave levealder kan ikke forklares med rygning eller fed mad. Professor peger på en helt anden og overset måde at forlænge vores liv på

»Det er Danmarks måske største sundhedsgåde,« fastslår Michael Kjær, professor og mangeårig forsker i kroppens aldringsprocesser. For hvorfor i alverden har danskerne udsigt til et væsentligt kortere liv end indbyggere i samtlige vores nabolande? I en fjern nation gemmer sig imidlertid en overraskende faktor, som meget vel kan knække en større del af gåden og forlænge vores liv – og den har intet at gøre med røg, kost eller alkohol. I stedet handler det dybest set om vores folkesjæl. I fjor lå Danmark og rodede rundt nede på 33.-pladsen – mellem Cypern og Grækenland – på listen over forventet middellevetid i alverdens lande. For 40 år siden lå vi i den globale top ti. En nyfødt dansker kan i dag regne med at blive 82,03 år i gennemsnit – knap 84 år som kvinde og lige godt 80 år som mand. Samtlige sammenlignelige lande ligger højere end os – ofte markant højere. Sverige, Norge, Finland, Island og selv Tyskland overgår os på levealder. Middelhavslande som Spanien og Italien ligger endnu lunere i alderssvinget, for her kan man forvente at blive cirka to år ældre end danskere. Og ser man bort fra enklaverne Hongkong og Macao på det kinesiske fastland, ligger Japan på de internationale metusalemers førsteplads. Hele tre år mere end en dansker kan en japaner forvente at leve, før dødsannoncen bliver trykt. Det er mildt sagt mærkeligt, for på de fleste af de typisk fremhævede livsforlængende parametre ligger vi ret velplaceret. Tag bare rygning – en sundhedssynder af de allerstørste. Ifølge data fra 2022 er der forholdsmæssigt flere rygere i både Japan, Spanien, Italien og endda i Sverige end herhjemme. Eller tag fysisk aktivitet. Ifølge Eurobarometer og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ligger danskerne nær den europæiske top, når det handler om at få rørt sig og sat gang i puls og kredsløb. Så ej heller her er der noget livsforkortende at komme efter. Så kan vi tage de farlige ekstra kilo på mave og lår. Men ifølge Global Obesity Observatory er andelen af overvægtige i Danmark lavere end i for eksempel Norge, Sverige, Finland og Spanien. Endelig kan vi dykke ned i alkoholforbruget. Ja, vi ligger relativt højt her, men lavere end spanierne, og vi tømmer ikke ret mange flere glas med procenter i end for eksempel japanere og finner. Dog har især yngre danskere i højere grad end folk i de fleste andre lande en tendens til at binge-drikke – altså drikke sig mere eller mindre i hegnet. Hvilket er utvetydigt usundt. Men kun på ét område indtager vi en reel bundplacering. Intet land i verden har flere rapporterede tilfælde af cancer i forhold til befolkningstallet end Danmark. En del af forklaringen skyldes utvivlsomt et mere fintmasket afrapporteringssystem end i en del andre nationer – sammen med en høj andel af især tidligere kvindelige rygere samt vores nævnte høje alkoholforbrug. Men burde det ikke opvejes af alt det gode, danskerne i øvrigt gør for deres helbred? Åbenbart ikke. Så det store spørgsmål er, om der gemmer sig en skjult eller upåagtet faktor, der især gør sig gældende her i Danmark – måske noget i luften, vi indånder, noget i vores kost, vores arbejdsvaner eller et eller andet særligt i vores gener? Det vil professor Michael Kjær fra Københavns Universitetets Center for Sund Aldring ikke afvise. »Genetikken betyder noget, livsstilen betyder noget, miljøet omkring os betyder noget. Men det er virkelig svært at sige noget som helst endegyldigt om årsagen til danskernes relativt beherskede levealder,« forklarer han. Professoren påpeger for eksempel, at danskerne har et meget højt indtag af mejeriprodukter, hvoraf mange er fedende. Men det har franskmænd, italienere – og svenskere – også. Han peger på indkomstuligheden i Danmark og den kendsgerning, at gentofteborgere i gennemsnit kan forvente at blive hele fem år ældre end de væsentligt mindre velhavende borgere i Lolland Kommune. Men indkomstuligheden målt på den såkaldte ginikoefficient er endnu højere i Sverige, Finland – og Japan. Han nævner også et tilsyneladende paradoks: År efter år placerer Danmark sig på en fornem podieplads på den globale »lykkerangliste«. Men opfattelse af lykke eller tilfredshed i hverdagen ser ikke ud til at påvirke levealderen nævneværdigt, for japanerne ligger helt nede på 47.-pladsen på selvsamme liste. Endelig vil Michael Kjær ikke udelukke, at der kan gemme sig et eller andet let livsforkortende i danskernes gener. Men samtidig erkender han, at vores gener ikke er væsensforskellige fra de længere levende svenskere, nordmænd og islændinge. Japans livseliksir Vigtige dele af svaret på gåden kan imidlertid skjule sig i seniorernes globale højborg, Japan, hvor mere end en tiendedel af den konstant svindende befolkning efterhånden er 80 år eller ældre. Hvilket er verdensrekord. Helt ekstremt er det i landsbyen Ogimi på den sydlige, subtropiske og meget befolkningsrige japanske ø Okinawa. Blandt byens 3.000 indbyggere i 2020 havde 15 rundet 100 år, og hele 171 havde passeret de 90, skriver National Geographic. Okinawa er udpeget som et af fem helt særlige områder på kloden – såkaldte »blå zoner« – hvor indbyggerne nærmest ser ud til at have drukket af en magisk livseliksir. De bliver simpelthen ældre i gennemsnit end alle andre på kloden. De fire øvrige er den italienske ø Sardinien, den mindre græske ø Ikaria, Nicoya-regionen i det mellemamerikanske land Costa Rica samt den californiske by Loma Linda. Aldringsforskere har forsøgt at indkredse, hvad den nævnte livseliksir indeholder. For den japanske øs vedkommende lyder svaret i det mangeårige forskningsprojekt Okinawa Centenarian Study blandt andet, at fødevarerne er afgørende. Den traditionelle Okianawakost er lav på kalorier og rig på næringsstoffer, ikke mindst i form af antioxidanter og flavonoider, der findes i rigt mål i grøntsager, frugter og tang. Dertil kommer relativt moderate mængder af fisk og kød og et tilsvarende lavt indtag af salt, raffineret sukker og fede mælkeprodukter. I den forbindelse bør man nævne, at selv om Danmark er en betydningsfuld fiskerination, så spiser vi pr. indbygger færre kilo fisk og skaldyr end man gør i samtlige øvrige nordiske lande – og i Spanien, Italien og Japan. De lokale på Okinawa er selv meget bevidst om det og betegner deres kost som nuchi gusui eller »mad som medicin«. Dertil kommer imidlertid tre andre yderst tankevækkende forhold. Det ene er, at i »metusalem-samfund« som Okinawa er der skabt meningsfyldte rum for de ældste. De er sjældent ensomme, de støtter hinanden, og selv langt oppe i 90-års-alderen holder mange sig beskæftiget med produktion af håndværk, herunder vævning af tekstiler. Det andet er, at deres tilværelse oftest er meget skemalagt eller rutinepræget med faste opgaver gennem dagens timer. Endelig kommer en ofte overset faktor, der kan have forbavsende stor betydning. Forfatteren David Buettner, der har besøgt og beskrevet klodens »blå zoner«, udtrykker det således over for Today: »Alle kulturer med lang levetid har oplevet perioder med lidelse. De har gennemlevet krige, sult og modgang (...), og det er noget, vi alle kan lære af.« Man kan udtrykke det på den måde, at de ældste netop i kraft af modvind gennem lange perioder af deres liv har opnået en ekstraordinær stærk vilje til at blive ved med at leve. Næsten intet kan slå dem ud. Man bider tænderne sammen – og lever videre. Noget lignende finder man i hele det japanske samfund, der præcist som det tyske blev lagt i ruiner af tæppebombninger under Anden Verdenskrig. Dertil kommer, at øriget i kraft af sin ganske særlige geologi er i konstant fare for at blive ramt af nogle af verdens kraftigste jordskælv og højeste tsunamier. Det afsætter spor i folkesjælen – og muligvis helt ud i kroppens vibrerende celler. Forkælede danskere? I Vesten betegner vi det ofte som japansk stoicisme – en respektindgydende evne til tavst at rejse sig og leve videre, når støvet har lagt sig efter katastrofer. Japanerne selv kalder det noget andet, nemlig ganbaru. Det kan så nogenlunde oversættes til altid at gøre sit bedste, arbejde hårdt og blive ved. Hvis man falder, rejser man sig igen ganske uden brok – og fortsætter. Dertil kommer et andet begreb, der gennemsyrer det japanske samfund: Senpai-Kohai. Det er en grundlæggende relation mellem generationerne – at jo ældre, man er, desto mere respekt bør der stå om én. De yngre bukker dybt for erfaringen. Det gælder også en 70-årig over for en 90-årig. De ældste danskere føler sig næppe mødt af tilsvarende respekt for deres erfaring og livsvisdom. Mange 80- og 90-årige herhjemme føler sig nok snarere betragtet som sten i velfærdssamfundets sko. Kan det fratage visse danske ældre en del af livsmodet? Samtidig kan man påpege, at danskerne gennem generationer nok har været noget mere »forkælede« end folk i lande, vi normalt sammenligner os med. Mens nordmænd og især svenskere i hobetal emigrerede til USA i slutningen af 1800-tallet i et forsøg på at undslippe sult, sygdom og armod, levede vi herhjemme højt på den fede danske muld. Groft sagt. Samtidig blev vi ikke som talrige lande syd for grænsen lagt i ruiner af den seneste verdenskrigs rædsler, og i snart 70 år har alle ældre danskere kunnet få folkepension. Spørgsmålet er, om det, stærkt generaliseret, har gjort os lidt mere sarte som folk – at der skal lidt mindre til at slå os ud? Også når det lakker mod den definitive ende. Michael Kjær vil ikke kategorisk afvise udlægningen og erindrer en anekdote om franskmanden Jeanne Calment, der døde i 1997 i den rekordhøje alder af 122 år. Da hun var godt oppe i årene, blev hun på sin fødselsdag interviewet af en række medier, og til sidst sagde en høflig journalist, at han håbede at se hende igen på hendes fødselsdag året efter. Hendes replik: »Ja, mon ikke det lykkes, for De ser da stadig ganske frisk ud.« Det illustrerer ifølge professoren, at et ukueligt gå-på-mod meget vel kan være en central faktor i et ekstraordinært langt liv. De erfarne professor og forskningsleder ved Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet, Kaare Christensen, har tidligere formuleret det på denne måde over for Berlingske: »Al forskning indikerer, at det faktisk betyder noget, at man vil leve langt. At man vil op igen efter et sygdomsforløb og ikke bare giver op, at man har evnen til at komme sig, igen og igen, oven på de uundgåelige tab af venner og familie.« I Japan ville man bare sige: ganbaru! https://www.berlingske.dk/samfund/danskernes-lave-levealder-kan-ikke-forklares-med-rygning-eller-fed-mad